søndag den 7. november 2010

ANTON, du har revnet dine bukser!!

De fleste kender det vist godt - Det tidspunkt, hvor yndlingsbukserne må give op! Det tidspunkt, hvor stoffet er SÅ tyndslidt, at det kun er et spørgsmål om tid før de revner helt.
Man ved det godt, og man ved at det kan ske hvor som helst og når som helst!

Det skete for mig onsdag morgen, og da jeg ikke ville gå rundt med de revnede bukser resten af dagen, måtte jeg skynde mig hjem og fiske et andet par ud af skabet.
Det eneste par i skabet var imidlertid de LILLA bukser, som har ligget godt gemt mellem shorts og trænningsbukser og ikke er blevet brugt i langetider. Ikke fordi de er dårlige, men fordi min "Lilla-periode" er et afsluttet kapitel - i hvert fald i denne omgang!
Imens jeg fik iført mig de utrolig lilla bukser, ærgrede jeg mig over, at der på sybordet lå tre par splinternye jeans, som bare ventede på at blive taget i brug. Alle med potentiale til at blive de nye par yndlingsbukser, og alle med det til fælles at de bare lige manglede at blive lagt betydelig meget op. - Vi er jo nogle, der kun har højde som en havenisse!
Og mens jeg stod der ægrede jeg mig over, at det er altid tager mig flere måneder at tage mig sammen til oplægnings-projektet og alle de andre projekter, som er ligeså intetsigende og kedelige, men alligevel yderst nødvendige!

Hvorfor er det, at det er meget sjovere i stedet at kaste sig ud i nye kreative sy-, strikke-, hækle- eller broderi-projekter? Måske fordi det bare ER sjovere og fordi livet nogle gange føles lidt for kort til at lægge bukser op!
Måske er det også iorden at have hængepartier i månedsvis.....måske skal man i stedet for at blive sur på sig selv og få dårlig samvittighed over alt det kedelige man ikke når, glæde sig over alle de andre sjove, spændende og kreative ting man faktisk når!?!

Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre i dag. Så resten af dagen skal der bare broderes og strikkes - om jeg så skal gå med meget lilla bukser en uge mere...

onsdag den 3. november 2010

Man må starte et sted......

Der er altid noget skræmmende ved at sætte den første blyantsstreg på et tomt stykke papir. Det er lidt den samme følelse jeg har nu, hvor jeg forsøger mig med de første spæde sætninger på denne endnu uspolerede blog.

For snart 2½ år siden blev mine øjne åbnet for en helt ny verden - "Blog-verdenen".
Jeg var straks fanget og fascineret af den kreativitet, inspiration og spændende personligheder der eksisterede her.
Jeg følte en pludeslig trang til at være med - til at deltage aktivt og lave min egen blog. Da nyhedens interesse havde lagt sig, druknede bloggen i midlertid i opgaveafleveringer, pendlertid og alverdens andre ting.

Den gamle blog afgik ved døden en kold efterårsdag i oktober - efter mere end et års stilhed...
Nu prøver jeg imidlertid igen med en ny - simpelthen fordi jeg ikke kan lade vær'!!